Harzer Smalspur Bahn
Jeg tog på udflugt til Harzen lige efter påsken 2004, i dagene 13. - 18. april.
Det kom jeg ikke til at fortryde, som det formentlig måske vil fremgå af denne billedreportage.

I centrum for turen stod Harzer Smalspur Bahn, som kører rundt i den del af Harzen, der er den gamle østzone.
Og det blev til en del foto-opportunities. Billederne er taget med dias, og senere indskannet.

Hér holder to tog klar til afgang på Wernigerode hovedbanegård, som HSB har fælles med DB.
Langt de fleste smalsporstog herfra afgår med damp, kun i ydertimerne ruller der et par motorvogne afsted.

Så er toget godt på vej og passerer kuldepotet.

Og snart efter triller et af de øvrige lokomotiver hen til kulkranen og får kul ombord.

Vestporten passeres tæt på af HSB, som på dette sted krydser nogle af de vigtige veje.
Toget er på vej til Brocken.

De lokomotiver, vi hidtil har set, og som jeg kørte med var allesammen "neubau", dvs. bygget i 50'erne efter forbillede af 30'er-lokomotiver. Hér ser vi to (ud af 3) driftklare "veteran-lokomotiver" af Mallet typen (dvs. leddelte). De kommer kun ud at køre med særtog.

Dagens sidste tog mod Brocken afgår fra hovedbanegården mod næste station Westerntor.

Togene skal jo også ned af bjerget igen. Så efter aftensmad når jeg at gå lidt op i dalen og møder så aftentoget fra Brocken retur til Wernigerode.

Og det passerer i topfart, lidt over 30 km. i timen!

Næste dag begynder jeg så at bruge mit 3-dages tog-pas. Jeg stiger på toget 9.17 på trinbrættet Hochshule Harz og tager billedet ude fra en af platformene. Når lokomotivet med 5 drivaksler kan komme rundt i svingene (radius ned til 60 meter) skyldes det at akslerne ligger løst i lejerne, så lokomotivet er slet ikke så stift, som man kunne tro.

Og så er jeg oppe på toppen af Brocken, hvor lokomotivet gør klar til at rangere, så det kan komme ned i den anden ende af togstammen.

De kører altid med lokomotivet "retvendt" FRA Wernigerode og lokomotivet "baglæns" MOD Wernigerode.

Første dag var jeg nærmest kun oppe på Brocken, fordi jeg havde tiden til det, før jeg ville længere sydpå på banettet. Nedad bjerget går jeg op i café-vognen og nyder kaffen sammen med en familie med to børn, som jeg praktisk taget fulgtes med resten af dagen (de havde læst køreplanen ligesom jeg...)

Damptogene mødes i Drei Annen Hohne, og to gange om dagen med vinterkøreplanen er der minsandten tre tog på samme tid! De afgår ved middagstid med 3 minutters mellemrum: På spor 1 (tv.) først mod Brocken,
på spor 2 toget mod Eisfelder Talmühle, og til sidst toget fra Nordhausen mod Wernigerode.

Sidste del af turen mod syd til Nordhausen foregår med motorvogn (eller kald det skinnebus), som ender på banegårdspladsen til DB sammen med de lokale sporvogne (som også har 1000 mm sporvidde).

Der er i Nordhausen en flot stationsbygning for smalsporsbanen.

Jeg kommer med en motorvogn til Ilfeld, hvorfra jeg så vandrer mod nord. Jeg ved hvornår damptoget, der har været oppe i Wernigerode og vende, kommer retur sydpå, så jeg gør mig klar på en mark syd for Netzkafer og får dette foto.

Og så kommer motorvognen, der kører mig hele vejen op til Wernigerode. Nogle steder er fartbegrænsningen helt nede på 10 km/t, og tempoet virker særlig langsomt med dette moderne materiel, som dog næppe er bygget til ekspresfart, men dog mere end de 10-30 km/t.
Næste dag, fredag, tager jeg igen til Brocken, hvis top (klipperne til venstre i billedet) ligner månebase Alfa med en Tintin rumraket klar til afgang. Det er imidlertid meget chekket udstyr med hotel, cafeteria og museum. Brocken er kendt for sin tåge: 306 dage om året er der tåget!

Toget, jeg kom med op, er nu på vej ned igen. Det kører i en spiral rundt om bjerget, før det bruger et sidebjerg for at miste højde. Stigningen er 3%, hvilket er ret meget.
Man ser Bad Harzburg i baggrunden.

Jeg vælger at gå ned af bjerget af den nye Goethes-vej, som først er åbnet sammen med genåbningen af den øverste del af Brockenbanen i 1992. Fra 1960 til 89 var dette område kun med militær adgang.
Vandrestien anes til højre for toget, der er på vej op, sprængfyldt af forventningsfulde turister.

Jeg får en pragtfuld vandretur ned af bjerget, med en kort frokost i Schierke, og haster videre af den også fredede Elend-dal, og når lige akkurat damptoget i Elend. (Ja, jeg havde 3-4 minutter for god tid, men næste tog, motorvognen, ville først have været kommet 4 timere senere!).

I Drei Annen Hohne mødes 3 damptog igen om eftermiddagen. Jeg sidder i toget på spor 3 og kigger gennem de andre tog over mod stationsbygningen med den uundværlige "Bier-garten", hvor jeg selvfølgelig fik en øl, mens vi ventede på de andre tog.
Vognene er meget moderne, boggievogne, nogle helt frabriksnye, men holdt i et "tidsløst" design, og naturligvis alle med mellemperroner.

Lørdag tog jeg DB-tog via Halberstadt og Quedlinburg, og skiftede til bus videre til Gernrode, hvor der tidligere har kørt normalsporstog (i de gamle Øst-dage). Nu har normalsporet givet op, vingesignalerne er uigenkaldeligt sat på STOP.
Men lige ved siden af huserer en anden gren af HSB, nemlig Selketalbahn, som starter i Gernrode.

De har to af denne type lokomotiver i depotet i Gernrode, dvs. tre drivaksler og en løbeaksel forrest og bagerst. Bemærk ligheden med DB's type 86, så kendt fra Märklin togbaner!
Hér er lokomotivet ved at få vand på inden dagens anden kørsel, som jeg tager med på!

Og så er vi ankommet til Selketal. Toget består af lokomotiv, lille 2-akslet personalevogn, en kort personvogn (6 vinduer til hver side) og en længere personvogn (8 vinduer), hvor jeg står på bagperronen.

Dejlig stemning langs banen.

Jeg kører til Alexisbad, som har været kurby igennem mange tider. Hér et af de gamle kurcentre, der nu er forladt og et rædselsfuldt beton- og glas byggeri er opført bagved (og heldigvis skjult i denne vinkel).
Jeg spiser frokost på en bænk nede ved floden, og hvad kommer forbi: Selvfølgelig toget retur til Gernrode.

Jeg går af en skøn vandretur op mod Mägdesprung. Jeg kommer højt op og skal nu passere en tunnel ("Pionertunnelen"), som faktisk var nødvendig p.gr.a. af store klippefremspring.
Vel gennem tunnelen snor stien sig romantisk med flot udsigt over Selketal.

Ved et udsigtspunkt kan vi nu se flod, landevej og togbane i bunden af Selketal.
I Mägdesprung har der været megen tidlig industri baseret på vandkraft, ligesom ved vores Mølleå, blot i større stil. Hér er der lidt gammel industri romantik.

Der var sporarbejde mellem Alexisbad og Stiege, så mit damptog kunne ikke tage mig den sidste del (hvor jeg kunne have nået en motorvogn til Eisfelder Talmühle og videre til Wernigerode), så jeg tog med dampen tilbage til Gernrode. En dejlig dag igen!

Praktiske oplysninger:

Der er udmærket togforbindelse til Wernigerode, i 2004 var der dog skinnearbejde lige ved den gamle zone-grænse. Jeg boede på vandrehjemmet i Wernigerode, i bydelen Hasserode.
Dette er udsigten fra mit værelse på vandrehjemmet på Am Eichberg. Jeg fik lov til at bo alene i rummet til tre og den østeuropæiske stemning var sandelig ikke så ringe.