Vi drak øl sammen, mens tolden skulle få overstået middagspausen. T stak tolderne vores udenrigsministerielle brev frem og så kom vi igennem før tid. Det næste var et politicheck med pas-stempling: Politimanden var meget snakkesagelig, kendte ikke DK og skulle høre om det mærkelige lille land, der jo fortsat er så lille fordi kvinderne får for få børn!

Afsted igen og ad pister langs den snart færdige vej mod Ouaga. Undervejs ringede T til Karl, fik fat i houseboyen og det viste sig at Karl stadig var i byen.

Børnene var enormt søde og skægge, så det var en fornøjelse at holde stille i Fada-Ngourma.

23.2. kl. 8.00, 27 gr. C.

Efter ny, støvet pistekørsel (bl.a. bag en lastbil), forbi ødelagte telefonledninger (lastbiler havde mast nogle master og hevet kabler efter sig), kom vi kl. lidt i 10 til Ouaga. Hér mødte vi Karl og Samuel, fik en snak og noget at drikke og gik i seng.

Lørdagen blev brugt på at se byen og især dens forretninger; isenkræmmer, boghandel, supermarkeder. I det fineste supermarked mødte vi Margit Christensen, UNICEF administrationschef, som vi inviterede til middag om aftenen.

Vi røg ind i noget kaos ved den Congolesiske præsidents afrejse, afspærrede veje og hysteriske soldater. Efter nær at være røget ind i vanskeligheder nær præsidentpaladset fandt vi dog hjem af en omvej.

Eftermiddagen blev tilbragt ved swimmingpoolen ved det fineste hotel i byen. Skønt og perverteret. Der dukkede en fransk-dansker op med friske danske aviser. Alt virker ligeså dansk, som man kunne forvente sig; men nu var det jo også berlingeren, BT og Jyllandsposten.

Så blev det tid til at hente Margit til aftensmad. Karl er teknikeren, der kender meget til landet, men som ikke sætter sig ned og konkluderer. Han snakker gerne, anekdoter og historier, som mandesnak nu kan være. Virker i øvrigt sød og rar. Det er klart et problem for ham, at HAN godt kan lide det her liv; mens Laila og børnene trækker i en anden retning. ”De bliver nok ikke glade for at få det her at vide”… ”Min søn kunne slet ikke genkende mig sidst jeg var hjemme.”

Samuel har to målsætninger hernede: 1) pengene og 2) den faglige udfordring. Han er en meget sammensat person med mange livserfaringer og alligevel en meget konservativ livsindstilling. Snakker om Sydafrika-tur ganske uanfægtet at han måtte kende danskeres kritiske indstilling. Men der er ingen grund til at presse ham i diskussioner el.lign. – vi har brug for at ha’ ham hér, og han kan nok også bruge os til noget på et ”lavt enhedsniveau”.

Margit har arbejdet 5 år på UNIPAC i København og fik denne administrative stilling for at ”lære fransk” og vel for at prøve noget nyt. Hun var kommet først i januar og virkede helt uanfægtet over sin rolle i luksushus med tjenestefolk; men var dog slet ikke grov eller sådan noget. Hun havde pt. Ingen transport og ventede på sin lille landcruiser.

A og jeg gik hjem ved ½ 11 tiden, og i nat fik A sit første mavetilfælde – nu må vi se, hvad der skal ske i dag.

Mandag d. 24.2. kl. 10.40, Doctors hus, Tamale, 33 gr. C.

Vi kom af sted efter at have fundet vores ting frem fra de to huse og to køleskabe, proppet isterninger i flaskerne og desværre taget for lidt vand med.

Flyselskabet le Point havde lukket; men det kunne oplyses at de fløj lørdag; hvilket vi godt var klar over, da vi havde hørt det ultralarmende DC-8 fly tidlig lørdag morgen hen over huset som var det en naturkatastrofe, der var fundet sted.

A havde det sløjt, var slap som en karklud; men hun kom på benene, og efter fotografering og afsked gik det sydpå. Tæt på byen var vejen fyldt med knallerter, cykler og æselkærrer, men snart havde vi vejen for os selv. Inden Po nationalparken var der meget bushfire, store områder var brændt af: Det er svært at vurdere, om de små træer og buske bliver skadet væsentligt; men telegrafpæle røg i hvert fald med i købet. Man så ingen folk ved brandene, så de var ukontrollerede; heller ikke nogen til at indfange smådyr, rotter osv.

Røde Volta var tør, men nogle af de næste bifloder var vandfyldte. Der virkede ikke goldt.

Grænsen blev klaret helt fint; det kritiske var Ghanas told; men den tolder, der tog sig af os, var meget fin, og vi fik papir på midlertidig bil-indførsel, på vores personlige ting til huset i Dalun, valutasedler. Da vi var kommet så langt gad han ikke mere, så vi smuttede videre mod Tamale.

Tirsdag d. 24.2. kl. 13.00, huset i Dalun, måske 35 gr. C.

Ja, vi kørte til Tamale, og nu er vi altså budt velkommen af Dr., Abudlai, Senior i compounden med den ældste kone til den afdøde far, en masse familiemedlemmer, som det er svært at holde styr på. Det var pragtfuldt med hilse-ritualet, hvor T stadig kan huske det meste. Især kvinderne giver udtryk for begejstring over, at T forstår formularerne og ikke falder i fælderne, hvor der IKKE skal siges Naa.

Første aften fik vi en sludder med Dr. Abdulai var synligt skuffet over at Dr. Var tilstede og derfor naturligt tog sig af os. Abdulai virker utroligt sød, som T siger, der er intet ondt i ham, men han er tydeligt nok ikke den, der har styr på alle ting. Dr. Virker MEGET indsigtsfuld, og minder i mangt og meget om de to læger vi mødte i New Halfa i Sudan. Det er folk som ham landet har brug for, der ikke stikker halen mellem benene under uddannelsen i udlandet, som har det bedst blandt sine egne – selvom det er under nok så primitive forhold. Tamale er nok den ringest stillede regionshovedstad i Ghana, især hvad angår vandforsyning. Folk må vandre ud af Dalun Road og hente vand i dunke og baljer. Pr. køretøj hentes der større portioner vand længere udaf, hvor der er mere tryk på vandet.

Ved vores overnatning hos Dr. Havde vi disposition over lidt vand til vask, men som Dr. Sagde, at hér vidste man godt hvordan man kunne klare sig med lidt vand. I compounden, da vi ankom, sad vi og tørstede, fordi vi selv havde klovnet i det fra Ouaga og kun havde haft vand i feltflasker og termokande. Det VAR drukket. Men de vand, vi blev budt kunne vi ikke så godt drikke – der blev hentet Micropur piller; men deres virkning er på 1-2 timer, og DET kunne vi ikke vente på. Vi puttede piller i det dejlige kolde vand og rystede det lidt, ventede 5 minutter og drak vandet med stor fryd.

Vi overnattede som sagt i Dr.’s lejede hus i et embedsmandskvarter i udkanten af byen. Der var ulækkert beskidt og lummert i huset – folk er klart bedre til at holde det pænt i deres ”egne” huse – måske er kvindernes rolle dér mere præcis. Dr.’s kone, den 2., var også i Tamale, men boede tydeligvis i compounden og ikke i det lejede hus. Den anden kone havde droppet sin stilling i nationalbanken og havde i stedet taget en stilling som lektor på Universitetet i Accra i økonomi.

Næste morgen kom vi til at vente længe på Dr., der havde prøvet at lave en aftale for os med District Commisionary Abukari. Ham fik vi nu kun set kort, idet han så kom med os til Dalun. Det var naturligvis Abdulai, der fungerede som stik-i-rend dreng; det er øjensynligt en rolle, der er tiltænkt ham – og passer ham fint.

I Dalun mødte vi Chief’en i hans palads, hilste på ham og hans dejlige koner og han tog med ud til vandværket og huset, som han tidligere havde beordret rengjort. Det er sikkert også sket, men støv kommer hurtigt på denne årstid og rengøringsmidler har de næppe.

Huset så præcis ud som jeg havde forestillet mig, blot lidt pænere. T havde bevidst beskrevet det dårligere end man måske kunne synes det er.

Vores venner hjælp til med at slæbe ind, og vi blev overladt til os selv, Abdulai ville tydeligvis gerne være blevet. Vi fik taget bad, tømt rummene i bilen, nusset lidt. Naboen, Mr. Nuno har med én kone lavet en utrolig masse børn, der vor ovre og se til. De ville gerne se en hvid finger i deres hænder, røre ved håret på benene og præsentere sig med navne. Det er uden tvivl nogle værre røvere, men virker selvfølgelig meget søde.

Ved solnedgang kørte vi den lette bil til Nyankpala, hvor vi lige hilste på Arja og Lammert. De virker meget søde og sympatiske – er nok på vores alder.

Vi ankom for sent til invitationen i Tamale, hvor Abukari også var indbudt til guinea fowl, der er dét, man serverer, når man vil servere noget virkelig godt. Al mad er lækkert sovset med jordnøddesmør og tomater. Dejlig kraftig smag. Ris som tilbehør.

Velkomsttalerne kom nu fra Dr. Og Abukari, mens Abdulai hørte på. De var begge utrolig imødekommende, og Dr. Har åbnet sin familie for os og sin fulde støtte. Han sagde, at vi i virkeligheden stod overfor de SAMME udfordringer, som T gjorde; selvom vi er meget bedre stillet rent materielt. Vi ville få ups and downs ligesom T og vi måtte regne med at få malaria.

Abukari er vel nok den mest indflydelsesrige person her omkring; han virker utrolig ligefrem og fin – han er utvivlsomt en god mand for distriktet.

Vi besøgte den anden, gamle compound, og fik så lejlighed til at præsentere os selv. Det gik helt fint, og stemningen var god. Vi tog hjem ved ½10 tiden, jeg var dødtræt efter at have skullet koncentrere sig så meget, som det var påkrævet.

Vi fik anbragt os på gulvet i værelset, hvor alt vores habengut står, fordi resten af huset skal sættes i stand.

Efter en dejlig nats søvn gik vi så i gang med toilet og badeværelse. Det er nogle gode, grove remedier, vi har haft med til rengøring, så selvom det er slemt beskidt, så skrider rengøringen fremad.

Nu over middag er polyfilla’en tør og malingen påbegyndt. Assistancen fra byen (lovet af chief’en) er endnu ikke kommet.

Så gik strømmen kl. ca. 14 – lad os se, hvornår det vender tilbage.