|

|
| Niger |
Mellem uranminen og Arlit er det simpelthen motorvej! Noget af en forandring fra den sandede piste oppe fra grænsen.
|
Arlit var en rar by. Uranmine nord for byen, med grus-motorvej ind til selve byen. Nu er vi i det rigtige Afrika. Masser af liv på gaderne (støv), kvinderne er fremme og med i det hele, masser af gade-småhandel. Vi fik besøgt politi; købt forsikring; told og fik diesel. En fransk franc = 50 CFA francs og er fuldt ud konvertibel, også i forretningerne. Der var et hav af sælgere af tuareg sølvtøj; jeg blev lokket til at købe en meget smuk sølv gazelle, sådan noget har jeg svært ved at modstå; 100 FFr. Ellers havde vi meget sjov med sælgerne, nogle kan engelsk og jeg fik lejlighed til at snakke med et par europæisk klædte fyre, mens A og T købte forsikring.
I øvrigt: Den ækle politimand fra In Guezzam kørte ud til englændernes lejr efter lukketid (mens vi camperede foran deres kontor); blev budt på kaffe proppet med afføringsmiddel så hævnen var sød; han så også temmelig skidt ud om morgenen, da han ordnede vores pas. Vi var i øvrigt de første, der slap af sted om morgenen og kørte nærmest rally til Assemaka, for at være først dér. Vi vandt.
Vi mødte hollænderne ved tolden, hvor de havde lejr i en bilkirkegård, mens deres pas var inddraget, indtil en ny eskorte blev fundet til næste dags kørsel. Vi kunne faktisk ikke rigtigt nå ud af byen og slå lejr, men blev ved hollænderne i en vognborg. Meget hyggelig aften. Vi 3 gik i byen og spiste kamelbøf med pommes frites og øl og sodavand (pragtfuldt). Jeg nød den aften i fulde drag; det er skønt at have lagt Sahara og arabere bag os; sorte afrikanere er nu mere charmerende.
Natten var præget af uvant varme og myg. Nu skal vi til at drage forholdsregler mod det skikkende kryb. T’s nattesøvn blev ødelagt i bilen, A’s og min blot forstyrret.
A’s ørenringe er forsvundet i teltet og er væk. Det er sket i forvirringen ved grænsen.
|

Dromedarer over vejen i Niger. Hvorfor de bærer skærmende stof, véd jeg ikke.
|
Nu kører vi på god asfalt ind i Sahel-bæltet, der er nu lidt buske og græs omkring os.
Torsdag d. 20.2. kl. 18.00, Niamey, 32½ gr. C. hos Rejnar Odgård
Vi er imponerede over Nigers veje. Kun ét (1) hul i asfalten indtil Niamey, trods alt 1100 km i et af verdens fattigste lande.
|

Nomade-boplads.
|
En god regn i sidste regntid har også fået landet til at se godt ud, så det indtryk vi fik fra landevejen var vældigt rart. Det skal nok se ulig værre ud efter en dårlig regntid…
|

De føste spor efter regulært landbrug i Sahel.
|
|
|

Det langhornede kvæg, som dagbogen kalder "Zebu-kvæg".
|
Agadez er sådan set stadig nord for Sahel; her var der lidt buske og pletter af gult græs. Beplantningen tiltog jævnt og halvvejs mod Tahoua begyndte landsbyerne og Zebu-kvæget. Så var det ikke kun den afrikanske by, vi har genset; men også landsbyer og landskab.
|

Langs med en naturlig sø mellem Arlit og Tahoua.
|
Indtil Niamey har det været hirsedyrkning, og lidt havebrug i lavninger og ved kunstvanding. Herefter har vi hele tiden færdedes i Sahel; med lette bakker, andre steder (for det meste) flad slette med flade lavninger. Man skal ikke tage til Niger for at se flot og afvekslende landskab.
|

Brændeknipper til salg eller opsamling langs vejen.
|
|
|

De første mango-træer fotograferet i forbifarten.
|
|
|

Sidste lejr på turen. Der er ingen grund til at sætte oversejl på teltet længere - kun myggene skal holdes ude!
|
Fredag morgen, 21.2. kl. 7.00, aircondition
Vi overnattede mellem onsdag og torsdag efter Birnin Konni, da kl. var hen ved 9 om aftenen, jeg kørte til sidst og var dødkvæstet som sædvanlig. Vi fik blåbærsuppe og flutes. Om morgenen videre i hurtigt tempo igennem de mellemliggende byer til Niamey, hvor vi var ved checket 10 km. før byen kl. 13. A sad og halvsov med sit ur i skødet, steg ud ved politichecket, uret forsvandt og dét blev opdaget lidt senere. Heldigvis var politiet flinke nok og fik presset drengene (sælgerne) til at lade uret dukke frem igen. Det var selvfølgelig klart, at drengene havde det, da de pludselig holdt sig helt væk fra os med deres cigaretter, vand, dessertmælk, sodavand colanødder mv.
A var ligegodt utrolig heldig, og vi måtte indskærpe overfor hende, at DEN slags skal hun ikke gentage.
|

Privat swimmingpool i Niamey.
|
Selve byen er ikke særlig hovedstadsagtig. Centrum er i nærheden af en rundkørsel, et stort marked, bygninger i pompøs betonstil; enkeltstående monumenter; med statsinstitutioner og hoteller. Vi endte ved et absurd fornemt hotel, Hotel Gaweye, fransk luksushotelkæde, T for rundt og fik fat i Merete, Jean-Charles kone, Krüger, pr. telefon og telex’ede hjem til Danmark.
Merete hentede os i foyeren på hotellet (hvor pengestærke mænd gik ind og ud, og folk fra et (øjensynligt) arabisk bankkonsortium skulle møde højtstående statsembedsmænd).
Jeg kørte efter Meretes Landcruiser til Krügers kontor, hvor Merete, Jean_charles og to små børn bor lige i nærheden. Vi mødte Reiner og en sekretær og kom derefter hjem til Merete. Hun havde boet hernede siden 1982 i eksperthustru-rollen, børnene født i DK. Dét var hun påvirket af; har den holdning til Krügers arbejde og til tjenestefolkene, som man får efter for lang tid og for privilegeret og beskyttet liv.
Vores ankomst til Niamey mindede meget om vores ankomst i sin tid til Mogadishio; hér er de hvides bolig-standard blot udvidet med swimmingpool.
Det med tjenestefolk vimsende rund, barnepige til de små børn, fik mig til at tænke på TV’s udsendelse om tjenestefolk i Sydafrika; hér er de sortes forhold dog bedre. Men mangt og meget minder om forholdene i Sydafrika, tror jeg, det er bare ikke sat i statssystem.
Vi har boet hos Rejner i nat, snakket i aftes efter god aftensmad, han er ny hernede (1½ måned), meget fornuftig (fra samme by udenfor Silkeborg som T) og stille og rolig. Vi har varmt inviteret ham til Ghana, hvor det kan være vi ser ham efter sommerferien (som Krügerfolk tilbringer i DK). Hans kæreste, Pia, vil muligvis komme herned; men på betingelse af et job (sygeplejerske). Reiner undersøger noget hos UNDP’s egen helseafdeling.
Kl. 10.50 foran en bank i Niamey
Professionelle tiggere; børn der guider en blind rundt, der gerne ser elendig ud sikkert gerne med vilje og presser på for at få penge eller ting. Systemet virker enormt selvforstærkende med disse folk; DE bringer sig i en ydmygende rolle og de hvide ”chef’s” eller ”padrons” får et indtryk af folk, der er helt misvisende.
I øvrigt virker det, som om invalide får stillet 3-hjulede cykler til rådighed (ligesom i Algeriet) og altså øjensynligt får noget hjælp af staten.
Der er et helt folkefærd af sælgere, et system der også må virke fornedrende på folk men selvfølgelig: Hvis der er hurtige penge at tjene, så…
Sodavand købes kolde alle vegne for 100 CFA, ligesom cigaretter mv.; det virker som en etableret branche og ikke svindel og humbug. Det kan godt være, det er ideologi og fis, jeg her præker; men det er dén overflade man møder i Niamey, og som man må reflektere lidt på.
Vi fik for øvrigt stemt til folkeafstemningen og EF-pakken i DK via Merete, der havde fået papirer fra ambassaden i Abidjan, Elfenbenskysten. Chaufføren hos Rejnar kørte vores og Rejnars egen stemmeseddel til lufthavnen, hvor der er 3 dages ekspedition til DK, dvs. de skulle være fremme mandag, hvilket skulle være OK, da valget først er torsdag. Gad vide, hvordan valgkampen er derhjemme nu sikkert ikke rar, pressen koncentrerer sig uden tvivl om hvilke socialdemokrater og radikale der NU er faldet til patten. Uf.
Vi har været hos politiet og er blevet registreret og stemplet og T er nu nærmest forsvundet i Bank of Credit and Commerce Niger. På immigrationskontoret blev han sat til at oversætte en fingeraftryksmaskines engelske brugsanvisning til politifolkene…
|

Vi passerer floden Niger. Niamey ligger på den østlige bred, og grænsen til Burkina Faso mod sydvest er ikke så langt væk.
|
22.2. kl. 18.00 lokal tid (herefter ALM tid, også i Ghana), 32 gr. C.
Solen er lige ved at gå ned, vi er hos Samuel, Ouagadougou.
Siden Niamey gik det over Nigerfloden og til grænsen, der oven i købet var passabel midt i middagsheden på Niger-siden.
Omkring Niamey var vejene præget af brændebunker og ruller af stråmåtter til salg i byen. Nu er vi rigtigt i baobab-land. Det var varmt…
Videre til næste del af beretningen!
|

|
|
|