Algeriet (1)

I grænsestationen på Algier-siden var tonen mere skarp end den faktiske venlighed, vi havde mødt hos maroccanske embedsmænd. De to toldere var skarpe og ret nærtagende: Vi kunne bestemt ikke snyde DEM, ville de slå fast for os… Det ku’ vi heller ikke – udover at de accepterede T og A som studenter (de spurgte om det lige da vi stod ud af bilen). Det viste sig at Jyske Bank havde taget fejl af en 100-franc og en 200-franc og A havde ikke talt efter lige inden grænsen, så tolderne måtte konstatere, at A ville snyde og konfiskerede de 100 francs. Efter en del undskyldninger fik A dog lov til at udfylde en ny formular og den gamle kunne annulleres. Men T afslørede 200 dirhams, der blev ”deponeret” i skuffen mod kvittering. Farsø Højskole eller andre kan mod fuldmagt få dem udleveret ved rejse nordpå…

Ved at rejse ind i Algeriet via Marocco rammer man ikke automatisk Goggar-pisten, som vi ville benytte for at komme til Niger. Så turen gik sydover, og så drejede vi mod øst via Timimoun og ramte så landevejen mod Tamarasset.
Solen gik ned i et flot farvespil, da vi skulle ud og se på bilens indhold. Sikke et cirkus. Vi var lidt nervøse, for der kunne sagtens sættes fingre ved fores udstyr – især dets omfang, i forhold til at vi var 2 studenter og en lærer på turistrejse: Med vognen stuvende fuld med bl.a. en masse visitkort, reservedele mv.

Men de blev trætte og det blev helt mørkt, så efter et forsøg på at få et kassettebånd kørte vi af sted mod Beni Ounif få km. borte. Et tog(!) blokerede overskæringen; så over skinnerne og ved et svineheld fandt vi den lokale told, fik purret chefen ud og med mine cash dollars fik vi stemplet og underskrevet lidt mere og fik en 20-dages forsikring!

Natten tilbragte vi i ørkenen 25 km. udenfor byen ved en sidevej til en oase. Velordnet og disciplineret lejr og æggekage, te og ærter. Jeg havde foreslået lejr midt på den gamle piste; men mine kompagnoner er alt for forsigtige, så der måtte sparkes sten væk for at teltet kunne få et nogenlunde acceptabelt underlag. Heldigvis var det min tur til at få madrassen i teltet…

Lejrplads i stenet terræn.
Onsdag 12.2. kl. 21.20 dansk tid (20.20 lokal), 14 gr. C.

Denne lejr ligger syd for Kerzaz, utroligt smukt med en kløft på den ene side og et vandreklitområde på den anden. T har truet med at ville se solopgangen ude i klitterne i morgen – lad os se om det lykkedes, der er nemlig nok længere dertil end han tror.

I morges kom vi op ved solopgang og kom af sted 2 timer efter. Det bliver nok standard; der skal vaskes op fra aftenen før (i varmt vand), alt det sædvanlige skal nås, og de obligate lokumsture. A gør grin med mig, når jeg betoner bulletinerne fra lokumsturene; men det ER utroligt vigtigt (og positivt) at alle 3 er helt OK endnu!

I Béchar, der er en rigtig stor by, fik jeg vekslet, så vi er over tvangsvekslingsbeløbet (1000 dinarer, ca. 2000 kr.) og der blev købt ind. Det var hér jeg tidligere på dagen søgte at få ro til at skrive dagbog.

Folk er så smukke, en blanding mellem arabiske og sorte træk – det er ikke en dårlig blanding. Især er det jo dejligt at se på børnene, der er utroligt søde. De af de voksne, vi har mødt og snakket med i Algeriet indtil nu har gerne ville købe eller ha’ ting af os – en lidt kedelig ting, der også tyder på at sortbørs handel trives. Ikke så sært, da det er vores indtryk at vores vekselkurs er al for dyr i f.t. fødevareprisernes niveau. Men diesel er billig; 0,80 dinarer pr. liter, ca. 1,50 kr. er jo ikke så galt (benzin er 3 gange så dyrt).

Så er vi havnet på den nord-syd gående hovedvej, vi sigtede imod.
Efter Abadla drejer vores vej sydpå og så er vi virkelig i Sahara. Flot og 100% øde. Det hele minder om vores oasetur i Ægypten til Baris mm for nogle år siden: Sorte, hvide, gule og rødlige farver i sand, klipper og grus. Grusørkenen var mest fremtrædende; men sandørkenen lå meget længe øst for os, det er et stykke af denne, enorme sandørken vi nu er camperet ved. Vi mødte nogle gange to franskmænd i en skriggrøn Citroen 2CV varevogn; men de drejede vist nok af i Beni-Abbès.

Nyt diesel i Kerzaz; i Bicha blev jerry-cans’ene fyldt: Reserverne er nu 80 l i dunke, 70 l i sidetanken og 80 l i bagtanken, dvs. 230 l der med en brændelsøkonomi på 8 km/l rækker til 1.800 km kørsel – det er en god margin. Vand fik vi nu ikke på i dag, p.gr.a. en misforståelse, så vi må tage den næste vask i morgen middag.

Kørslen er i øvrigt jævnt kedelig, vejen er god, kun to broer var under konstruktion undervejs med omkørsel. Det må have regnet for nyligt, det kunne vi se i sandet dér hvor vi holdt frokost (udenfor Bichar) og se fordi der faktisk er vand i flodlejerne – godt nok kun i de største. Egentligt skægt at se i ørkenen.

Sandørkenerne er de flotteste at se på.
Politi-checks undervejs, 2 gange med pas og bilpapirer: Alt er jo OK. Meget militær at se; det er nu altid noget vi danske skal vænne os til at se i gadebilledet.

Lejr-rutinen er fin, selvom tidsmarginen til solnedgangen i dag var snæver. Jeg føler engang imellem at jeg må kæmpe for at vi udnytter de faciliteter vi har med os, især A er slem til at bruge 5 gange den nødvendige tid uden det rette hjælpemiddel – det væres sig også stol og bord – det er ligesom at alting bare kan undværes. Det KAN det måske også; men med besvær – og når vi nu HAR hjælpemidler med…

Torsdag d. 13.2., kl. 21.40 dansk tid, 12 gr. C.

Dagen i dag var i virkeligheden ikke særlig begivenhedsrig. Men vi har tilbagelagt omkring 600 km og er nu omkring 180 km nord for In Salah. Tværvejen var helt fin, kun med lidt vejarbejde i starten. Vi fik diesel og vand (i den blå tønde) i Timimoun, hvor vi også passerede en saltsø og nogle mindre oaser. Resten af dagens kørsel udmærkede sig ved at være totalt intetsigende. Landskabet var næsten ens hele tiden; grusørken, flad eller svagt bølget, ret mørk. Enkelte steder langs lave, meget nederoderede bjerge eller platou’er. Især var hovedvejen sydpå utrolig kedsommelig. Alligevel er det jo fascinerende med sådanne vældige flade stræk – tænk på hvor meget plads her er – og hvor megen ensomhed.

Dromedarerne nyder sletterne. De græsser øjensynligt ikke de mest grønne steder; men finder sikkert dét, de bedst kan lide rundt omkring. De ser lidt fornærmede ud, hvis de flytter sig p.gr.a. bilens passage. Det er dejlige dyr. De virker lidt små hér i ft. hvad vi har set før, synes vi.

Det var lidt køligere i dag end i går. Alligevel indtog vi fødselsdag-frokosten (A) i skyggen af et brønhus på tværvejen. Vi lever nu godt. T havde en æske Queen of Denmark chokolader med til A (A og jeg havde helt glemt det i morges); dén blev der smagt på. Den ene mælk var nået at blive lidt sur – men SKULLE naturligvis drikkes.

En lejrplads var tæt ved sandørkenen. Denne morgen måtte T derhen og tage nogle billeder.
T FIK faktisk besteget klitten i morges. Det var selvfølgelig utroligt flot, og lidt koldt. Vi må så glæde os til at se billederne senere.

Vel oppe på den første klitrække.

Kameraet kan i en bestemt vinkel fange det røde morgenlys i klitterne.

Den knivskarpe kant på klittens top.
Fremme ved lejren tog vi bad, vaskede tøj, reparerede den lille stol og jeg lavede en lækker middag til os i anledning af fødselsdagen: Spaghetti med sovs af terninger af kartofler, Kina radiser, svitsede løg, friske ærter og tomatkoncentrat, overdrysset med ost. Ummmh.

Vejen nåede akkurat at blive dårlig – selvom de er i gang med en ny vej. Nu er det pister langs den gamle, ødelagte vej.

Jeg sidder nu alene og halvfryser, så det er sengetid. Vi spiser godt og sover godt – og længe; men er oppe ved daggry igen. Lejren i aften er død-hyggelig, op til en lille opgravet skrænt; men desværre lufter det lidt – og er lidt koldt.

Så gik den ikke længere. Den gode vej slutter og der må køres ad pister ude til siderne.
Tamanrasset, søndag d. 16.2. kl. 16.30, 25 gr. C. i skyggen.

Siden sidst er 2½ dag gået, heraf fredag og lørdag med pistekørsel. Detaljer om pisterne og hvor de er, overlader jeg til FDM-beretningen. Men ca. 500 km ud af strækningen siden sidst var på meget ringe vej eller pister rundt om vejen. Efter Arak 60 km helt væk fra den nye vej.

Fredag var utrolig udmattende; jeg afsluttede med 2 timers kørsel på piste og ringe vej – utroligt anstrengende. Jeg var som en sæk kartofler (af gammel kvalitet) – måske giver støvet det hele en ekstra dimension. Det kommer ind overalt, om det så er op fra under passager-sædet! Og så holder vores ting bagi ikke altid til det hårde pres. Oliebeholderen (spiseolie fra Brugsen i Silkeborg) lækkede, dernæst røg proppen (forventeligt) på den sodavandsflaske, der var dens foreløbige afløser. Nu er en anden sodavandsflaske i brug med godt skruelåg. Kraftige glasflasker med patentpropper ville være gode at have, især også til sodavand, da flaskerne ikke må gå ud af huset, når man køber dem.

Sæben til tøjvask lækkede – og det var fælt – der opstår en klistret masse, der sliber ganske godt. Og grimt at fjerne igen. I køletasken er honningen lækket, og senere (efter rengøring) sprang en pose rismel. Rengøring igen.

Engang imellem sniger man sig op ved vejen og finder et hjulspor på det gamle tracé, hvor man kan ligge. Kanterne op til asfalten er forræderiske og skarpe.

Det ses langt fra, når et lastvognstog nærmer sig.

Her passerer den tomme lastbil i god fart.

Der pakkes ned efter en overnatning i "støvafstand" fra landevejen. Hele natten havde vi lyttet til lastbiler, der benyttede den meget hullede landevej. Først gearede chaufføren op igennem adskillige gear, så hørte man pibende bremser, så nogle voldsomme bump, før det hele gentager sig.

Lejrplads med al udstyret igang. T laver mad. Bemærk spiritus flaskerne og kortbølgeradioen.

T er stået op og lytter til BBC Worldnews, mens vi andre er ved at gøre morgenmaden klar.

Typisk lejrplads. Grusbunkerne stammer fra noget vejarbejde i tidernes morgen.

Arak kløften. Landevejen kommer fra venstre (vest) og klemmer sig ind i de mørke bjerge, som spærrer passagen mellem In Salah og Tamanrasset. Foto fra Google Earth.
Lokaliteten Arak stod som et skrækindjagende sted i vores forventninger. Der var en kløft gennem nogle meget dystre bjerge. Bjergene stod som en mur op foran vejen. Inden da havde vi på relativ god vej kørt igennem et øde (ja, øde er alt hér) landskab med sorte bjerge, der som hugtænder omkransede vejen gennem grusklædte lysninger. Tankerne gik til Tolkiens ”Ringenes Herre”, hvor det onde rige Mordor er omkranset af dystre bjerge. Det var på samme facon: Helvedes forport. Arak VAR simpelthen helvedet.


Efter Arak kører vi i udkanten af de sorte basaltbjerge, der ligger til venstre (dvs. mød øst).
Men vi gjorde stedet lidt uret, efter kløften kom vi til en benzintank, hvor vi kunne fylde på. Pussigt nok er vi ikke kommet til at skulle bruge af bagtanken –ja, slet ikke af jerry-cans’ene. Men vi har gjort netop det, der er det rigtige; ved enhver mulig lejlighed er tanken fyldt op med diesel.

Vi fik vand og noget mad i In Salah (vandet var salt og bruges nu som rengøringsvand).

Nogle steder ses nogenlunde friske lava-marker. Aldersbestemmelsen snydes nok af det knastørre klima, hvor der ikke er så megen erosion, der kan ændre på de oprindelige former.
Vi overnattede to gange ved pisten, sidste gang med sen aftensmad, da vi ved mørkets frembrud var blevet forsinket af en punktering (med løst grus under dunkraften, så den væltede og der måtte sten under: 1 ¼ time), så da vi stødte på repareret vej i In Ecke, kørte vi til lidt ud på aftenen og slog (organiseret) lejr i mørke. Kors hvor var vi trætte.

Wadi (tør flodseng) igennem nogle mere nedslidte bjerge. Bemærk vegetationen, der afslører at der engang imellem falder noget nedbør.

Vi nærmer os Tamarasset. Intet spor af asfaltvej. Vaskebrættet på pisten ses tydeligt. Her skal man enten køre i snegletempo eller friskt til (og leve livet farligere).
Videre til næste del af beretningen!