Australske langdistance-tog

Ikke så mange afgange og mest henvendt til turister. Men med komfort som fra de gyldne dage i USA tilsat lidt moderne europæiske jernbanedrift. Der er idag fire udbydere af turistprægede tog, der samarbejder i Rail Australia.
Herunder er gengivet lidt oplevelser fra et par togture tilbage i juli 1991, da togene blev drevet i et statsejet selskab.
Afgang fra Melbourne med nattoget The Overland til Adelaide (der kører ikke længere nattog på denne strækning). Bemærk at der står at toget har forbindelse til Alice Springs, og det var netop vores rejsemål.

Sovevognskupeerne havde som standard eget brusebad og toilet. Trappen var af en særlig sindrig konstruktion. Der var morgen-te som vækning, og lidt senere blev egentlig morgenmad serveret i kupeen.

Vi ankom om morgenen til Adelaide, og nåede en tur ned i byen før vi inden tolv troppede op på banegården for at skulle videre med The Ghan. Bemærk The Overland toget, der holder til højre. Alt dette materiel ligner nordamerikansk materiel fra den sidste periode med private streamliner aluminium langdistance vogne.

Her står vi foran vores sovevogn. Bemærk statsbanernes navn "Australian National" hen over vinduerne.

Eftermiddag igennem de store sletter nord for Adelaide. Kornmarker.

Meget nydelig spisevogn med australske vine.

Bar-vognen til brug for sleeping car passagererne. Her fotograferet om formiddagen, da røg og alkohol var pakket væk.

Formiddag i toget. Som i Amtrak tog i USA så ver der også en lidt mere ydmyg ende af toget med cafeteria og spillemaskiner. Der må have været en coach class, men der var vi ikke nede og kigge. Desværre fik vi ikke frokost i spisevogne - man ankom dengang tilpas tidligt ved frokosttid, og så blev vi losset ud i ørkenbyen Alice Springs midt inde i landet.

The Ghan kørte dengang kun til Alice Springs og kørte ikke til Darwin. I Alice Springs havde vi lejet denne lille Suzuki 4-hjulstrækker med bleer og andet nødvendigt udstyr som tagbagage.

Og så var det om at nyde det storslåede indre af Australien.

Vi overnattede i telt. Og i juli var det jo vinter, så nætterne kunne godt blive lidt barske.

Den kolde morgen er meget godt illustreret med Simon, der med rød næse er pakket ind og stillet op til fotografering foran Ayers Rock (som man dengang godt måtte bestige).